I Victoriatiden, en tid hvor Storbritannien ekspanderer og den industrielle revolution buldrer derudad, bryder et væld af kvindelige forfattere og skribenter frem. Hvem var disse kvinder? Hvad definerer perioden, de bryder frem i? Og hvad er med til at gøre, at de stadig har stor litterær indflydelse i dag? Lyt med i dette afsnit af Vi elsker eksperter! hvor Lene Østermark-Johansen, professor på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet giver et spændende indblik i en tidsperiode fuld af forandringer og en litterær periode, der på mange måde var revolutionerende. Lenes anbefalinger til dig, der har lyst til at opdage Victoriansk litteratur skrevet af kvindelige forfattere: - The Tenant of Wildfell Hall af Anne Brontë. - Lady Audley's Secret af Mary Elizabeth Braddon. - Middlemarch af George Elliot.
[00:10 - 00:28] Cathrine Pape
Victoriatiden, eller victorianisme, en historisk ære, der er defineret ved navnet på den regerende dronning. En historisk periode der strækker sig fra cirka 1837 til dronningen Victorias død i 1901, og en litterær periode med et væld af kvindelige forfattere og skribenter, der stadig har stor litterær indflydelse i dag.
[00:29 - 00:43] Cathrine Pape
Men hvad definerer denne litterær periode? Hvilke kvindelige litterater og skribenter vinder frem i perioden, og hvad gør denne historiske periode til noget helt specielt? Mit navn er Cathrine Pape, og du lytter til Vi Elsker Eksperter.
[00:46 - 00:50] Cathrine Pape
Med mig som ekspert, der har jeg dig, Lene Østermark Johansen. Velkommen til.
[00:51 - 00:52] Lene Østermark-Johansen
Tak skal du have.
[00:52 - 01:03] Cathrine Pape
Du er professor her på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet, og så er du uddannet kunsthistoriker og litterat med især det 19. århundrede som forskningsfelt.
[01:04 - 01:04] Lene Østermark-Johansen
Det er korrekt.
[01:05 - 01:15] Cathrine Pape
Det er meget relevant for i dag. Og jeg kunne godt tænke mig, at vi starter helt fra starten. Fordi viktorianisme, kan du fortælle lidt om, hvad er det? Og hvad er det egentlig, der definerer victoriatiden?
[01:16 - 01:47] Lene Østermark-Johansen
Altså man kan sige, at der er jo noget lidt underligt ved, at man definerer en periode ud fra en regents livstid. Eller levetid, kan man sige. Det siger sig selv, at et spand fra 1837 til 1901 må indeholde en masse forskellige udviklinger og en masse forskellige modsætninger. Så der er selvfølgelig noget problematisk ved at tal om det som et fænomen, som en periode. Fordi der er meget, meget stor forskel på, hvad der sker i England i slutningen af 1830'erne. Og der, hvor vi er, da vi når 1890'erne.
[01:47 – 02:17] Lene Østermark-Johansen
Men på mange måder kan man sige, at victoriatiden er kendetegnet ved en stabilitet med hensyn til, at det er den samme regent, der sidder på magten i meget, meget lang tid. Samtidig med, at det så også er en periode, hvor hele samfundet gennemgår en rivende udvikling. Gennemgår en rivende udvikling politisk, juridisk, teknologisk. Tænk på telegrafen, telefonen, jernbanerne, industrialiseringen, der buldrer frem. Det er et tidspunkt, hvor England ekspanderer rent territorielt. Altså det er imperietiden.
[02:18 – 03:27]
Det er et tidspunkt, hvor kvinderne, som jo er dem, vi skal snakke om i dag, kommer ud på arbejdsmarkedet, får mulighed for at få en uddannelse, får mulighed for at tjene deres egne penge. Og gradvist i løbet af århundredet også får mulighed for at blive skilt, og får mulighed for at beholde de penge, de tjener, de penge, de eventuelt måtte bringe med sig ind i ægteskabet. Og får mulighed for i tilfælde af en skilsmisse at bevare forældremyndigheden over deres børn. For bare at sige et par småting. Og så er det selvfølgelig en periode, hvor bevægelsen i retning af valgret for kvinder også starter, og i virkeligheden starter allerede i 1830'erne og 1840'erne. Men vi skal jo helt op til 1918, før engelske kvinder over 30 år får lov til at stamme. Og vi skal helt op til 1928, før engelske kvinder er ligestillede med engelske mænd med hensyn til at have valgret. Det vil sige, at de får valgret, når de bliver myndige i en alder af 21. Så alt det her starter, kan man sige, i løbet af 1800-tallet, i løbet af Victoria-tiden, og kører og udvikler sig på mange og enormt komplekse måder, mens Victoria sidder der som regent.
[03:28 - 03:46] Cathrine Pape
Ja. Okay, hvor spændende. Det er virkelig en tid med forandringer og vilde ting, der sker, og nu er vores fokus i dag jo kvindelige forfatter og skribenter.
Kan du fortælle lidt om, hvad kendetegner så den litteratur, der produceres i den her periode? Er det nogle bestemte emner, der vinder frem? Kan man tale om det på den måde?
[03:47 - 04:23] Lene Østermark-Johansen
Det kan man godt. Man kan sige, at kvindelige skribenter er jo tæt knyttet sammen med forlagsverdenen og knyttet sammen med den trykkekultur, som også opstår i løbet af 1800-tallet. Det er simpelthen et tidspunkt, hvor det bliver billigere at trykke bøger. Det er et tidspunkt, hvor der kommer en masse journalistik, hvor der kommer en masse forskellige tidsskrifter, som trykker mange forskellige former for tekster. De trykker rejseberetninger, de trykker biografier, de trykker digte, de har reklamer for forskellige produkter, de har anmeldelser af kunstudstillinger. Og det her er alt sammen noget, som bliver læst i husholdningerne rundt omkring.
[04:24 - 04:50] Lene Østermark-Johansen
Det er noget, man samles om ofte om søndagen for eksempel, som på hviledagen, hvor hele husstanden på en eller anden måde samles om at læse i de her forskellige tidsskrifter, som man kan abonnere på. Det er et tidspunkt, hvor romanerne ofte bliver udgivet som følgetoner i de her tidsskrifter, og hvor man ofte er helt op til et år om at få samlet en hel roman og læser fortsatte fortællinger fra uge til uge.
[04:50 - 05:05] Lene Østermark-Johansen
Det er et tidspunkt, hvor der er biblioteksordninger. Altså standardformen for en roman er jo trebindsromanen, hvor man låner et bind ad gangen. Og dermed kan romanen jo cirkulere til mange flere husholdninger, end hvis det bare var en etbindsroman.
[05:06 - 05:25] Lene Østermark-Johansen
Trebindsromanen uddør i løbet af 1800-tallet. Når vi når til 1890'erne, er der ikke nogen, der skriver trebindsromaner mere. Men det er en enormt fremherskende form i midten af 1800-tallet, og det er en form, som folk skriver sig ind i, og som på en eller anden måde også er afgørende for længden af romanerne. Der skal simpelthen være ord og stof nok til, at de kan fylde tre bind.
[05:26 – 06:01] Lene Østermark-Johansen
Men når man snakker om, hvad det er, kvinder skriver om, så skriver de jo i mange forskellige diskurser, i mange forskellige sammenhænge. Rigtig mange kvinder skriver biografier, altså biografien er jo også en kæmpestor genre i 1800-tallet, hvor man også grundlægger The Dictionary of National Biography, som er et Oxford University Press-foretagende. Så der er en enorm interesse for at læse om store individers liv, og man kan sige, hvor trebindsromanen er en genre, så er tobindsbiografien en anden genre typisk med titlen The Life and Letters of Michelangelo eller Victoria Colonna, Raphael, Queen Elizabeth I.
[06:02 - 06:23] Lene Østermark-Johansen
Så der er rigtig mange kvinder, der skriver biografier. Der er rigtig mange kvinder, som skriver rejseberetninger. Altså det er jo også på det tidspunkt, hvor jernbanerne vinder frem, både i England og på kontinentet, og som dermed gør det muligt for middelklassen at rejse, og rejse i længere tid. Og der er masser af kvinder, der skriver om deres erfaringer der.
[06:23 - 07:08] Lene Østermark-Johansen
Det er det tidspunkt, hvor sygeplejegerningen for eksempel bliver professionaliseret, altså en central figur er Florence Nightingale, der både startede professionen i forbindelse med Krimkrigen, men som jo også simpelthen skriver om hygiejne og behovet for at få folk uddannet ordentligt med en bevidsthed om hygiejne. Så pamfletten, der har et socialt formål, er en anden genre. Der er masser af kvinder, som laver kampagner for det ene og det andet. Det kan være kvinders retsstatus, det kan være afskaffelsen af prostitution, afskaffelsen af børnearbejde, det kan være kvinders ret til uddannelse. Så pamfletten er en anden genre, kan man sige. Et andet trygt middel, hvor kvinderne kommer til orde.
[07:09 - 07:14] Cathrine Pape
Ja, og også tager ejerskab over debatten, eller involverer sig mere i samfundet?
[07:14 - 07:34] Lene Østermark-Johansen
Helt klart. Og der er en lang række meget imponerende kvinder, som kæmper for retten til forældremyndighed, for eksempel. Altså, Caroline Norton kæmper for retten til, at kvinder i forbindelse med en skilsmisse får lov til at have retten til at tage sig af deres børn. Det er faktisk ikke noget, der var givet på det her tidspunkt.
[07:34 - 07:47] Lene Østermark-Johansen
I 1800-tallet var alt, hvad en kvinde bragte med ind i ægteskabet, også de børn, der blev produceret under ægteskabet, mandens ejendom. Og det begynder stille og roligt at ændre sig med folk som Caroline Norton, der propaganderer for det.
[07:47 – 08:22] Lene Østermark-Johansen
Kvinder som Josephine Butler propaganderer dels for kvinders ret til at stemme. Men propaganderer også mod prostitution, mod børneprostitution, mod børnearbejde. Og med al denne her kampagne følger så selvfølgelig også heldigvis en lang række juridiske reformer i løbet af 1800-tallet. Hvor kvinder gradvist bliver et juridisk subjekt i egen ret. Og det er nogle af de spændende udviklinger, der sker i løbet af victoriatiden. Men kvinder skriver selvfølgelig også fiktion. Og det er jo selvfølgelig også nok det, vi blandt andet skal snakke om.
[08:22 - 08:33] Cathrine Pape
Jo, men det er jo vigtigt, kan man sige, men rigtigt nok. Og jeg kunne godt tænke mig også at høre, hvilke forfattere, romanforfattere, er det så, der kommer frem i den her periode? Og har de noget til fælles?
[08:34 - 08:52] Lene Østermark-Johansen
Altså de store victorianske kvindelige forfattere, som ville være bekendt for et dansk publikum, er jo for eksempel Brontë-søstrene Anne, Charlotte og Emily Brontë. Der i en meget, meget kort periode i slutningen af 1840'erne skriver nogle af de mest fantastiske romaner, som stadigvæk er en del af den engelske litteraturs kanon.
[08:53 - 09:19] Lene Østermark-Johansen
Tre søstre, der lever i Nordengland, og som udgiver under nogle mærkelige androgyne pseudonymer. De publicerer under pseudonymerne Acton, Currer og Ellis Bell. Velvidende, at hvis de overhovedet skal tages seriøst, både hos anmelderne, som jo typisk er mænd, men også i hele forlagsverdenen, så er de nødt til at skrive som noget andet end sig selv, som noget andet end kvindelige forfattere.
[09:19 - 09:55] Lene Østermark-Johansen
Og deres kendteste romaner, altså Stormfulde Højder, Wuthering Heights, Jane Eyre, men også Anne Brontës ret fantastiske The Tenant of Wildfell Hall, der på dansk hedder Fruen til Wildfell Hall, indgår jo dels i gotisk tradition med uhyggelige historier, der på en eller anden måde er knyttet til en arkitektonisk struktur, men sætter jo også ægteskabet som institution under lup med et par kritiske briller på, må man sige. Og både, ja, alle tre romaner i virkeligheden fremstiller jo ikke ægteskabet som noget særlig positivt.
[09:56 - 10:06] Cathrine Pape
Nej, og det forestiller mig også er nyt, at man ligesom sætter fokus på det her. Hvad sker der inden for hjemmets fire vægge, altså, og sætter måske også manden i et dårligt lys, eller det ved jeg ikke?
[10:06 - 11:02] Lene Østermark-Johansen
I hvert fald problematiserer man magtforholdet mellem mænd og kvinder på et tidspunkt netop, hvor lovgivningen er ved at ændre sig stille og roligt, og man udstiller kvinders magtesløshed, kan man sige, inden for ægteskabet som institution. Så ideen om, altså, konformiteten i victoriatiden med ægteskabet som sådan en solid hjørnepille, skal der rykkes noget ved, fordi der opstår meget stærke kritiske røster. Og da Brontësøstrenes romaner bliver udgivet, er anmelderne forvirrede. Altså, de er simpelthen forvirrede over, om kvinder ville kunne skrive romaner, hvor der er så meget vold, hvor der er alkoholisme, hvor der er slagsmål og grov jargon. Fordi man har en eller anden forestilling om, at kvindelige forfattere kan kun skrive ud fra det univers, de selv oplever til dagligt, ikke? Så ideen om, at kvinder har en forestillingsevne, der ligesom rækker ud over deres jævne hverdag, den bliver udfordret af Brontësøstrene, det er meget klart.
[11:02 - 11:05] Cathrine Pape
Og hvem er det ellers, der vinder frem her af forfattere?
[11:05 - 11:49] Lene Østermark-Johansen
Altså, igen, når vi nu snakker pseudonymer, så er der selvfølgelig også en kvinde som George Eliot, eller Mary Ann Evans, som hun hedder, der for det første har et kontroversielt privatliv, hvor hun lever sammen med en gift mand, uden at være gift med ham. En meget, meget stærkt intellektuel kvinde, belæst i europæisk litteratur og filosofi, og en stærk debattør, som også indleder sig på en masse sociale dagsordner, kan man sige, som virkelig er interesseret i at kritisere samfundet og skabe nogle meget, meget stærke kvindelige hovedpersoner, som befinder sig i forskellige former for dilemmaer. Hun er dygtig til at skildre barnet, altså man kan sige, at victoriatiden er jo også en fortsættelse af romantikken med interessen for barnets forestillingsverden.
[11:50 - 12:17] Lene Østermark-Johansen
Barnets måde at opfatte verden på, og George Eliot, for eksempel i den roman, der hedder The Mill on the Floss, Møllen ved Floden, tror jeg, den hedder i dansk oversættelse, har nogle fantastiske skildringer af ukonventionelle piger, som ikke lige passer ind i en standard stereotyp om, hvad en god victoriansk pige skal være. Kvinder, som træffer nogle usædvanlige livsvalg, som får konsekvenser for dem selv.
[12:17 - 12:42] Lene Østermark-Johansen
Eliots store roman, Middlemarch, som kommer i 1872, skildrer jo et helt lille samfund gennem, jeg ved ikke hvad, 30 portrætter af individer på tværs af social klasse i et enormt ambitiøst forsøg på at skildre England i 1830'erne og ligesom tegne et fastfrosset billede af et England i forandring, i konflikt.
[12:42 - 13:01] Cathrine Pape
Ja, det er nogle superspændende emner, men jeg kunne godt tænke mig, at vi snakker lidt mere om det her med pseudonymer. Fordi, hvorfor er det, du har snakket lidt om, det her med, at det er mænd, der sidder som udgivere, og måske er det en del af grunden til, at kvinder vælger at skrive under de her pseudonymer? Men kan du prøve at fortælle lidt mere om det?
[13:01 - 13:13] Lene Østermark-Johansen
Man kan sige, at når man skriver under pseudonymer, har man jo også en frihed. Og det er tankevækkende, at sådan en som Charlotte Brontë, der jo faktisk rejser til London og konfronterer sin forlægger med, at hun er en kvinde.
[13:13 - 13:15] Cathrine Pape
Det gør hun simpelthen.
[13:15 - 13:37] Lene Østermark-Johansen
Det gør hun simpelthen. Og bliver en nær ven af forlæggeren og hans familie, og bliver vist rundt og blandt andet besøger den store udstilling i London i 1951 i hans selskab. Men hun vælger ikke desto mindre at fortsætte med at skrive under pseudonym. Selvom forlæggeren godt ved, hvem hun er. Det beskytter jo selvfølgelig én mod at blive en offentlig person. Det beskytter en mod en celebritet.
[13:37 - 13:58] Lene Østermark-Johansen
Altså det er jo også... 1800-tallet er jo også en periode, hvor celebritetskulturen blomstrer. Men man er mindre udsat, kan man sige, hvis man skriver bag et pseudonym. Man kan også, som jeg siger
gemme sig bag det, og i virkeligheden skrive meget mere problematisk og provokerende, end hvis man skrev under sit eget navn. Men der er ingen tvivl om, at forlagsverdenen er i meget høj grad domineret af mænd endnu.
[13:59 - 14:20] Lene Østermark-Johansen
I 1860'erne er der kvinder, der selv grundlægger deres egne tidsskrifter, som meget bevidst opererer med tidsskrifterne som et organ for at kunne udgive romaner om kontroversielle kvinder, der bryder normerne. En forfatter som Mary Elizabeth Braddon, der skriver omkring 80 romaner.
[14:20 - 14:21] Cathrine Pape
Hold da op!
[14:21 - 14:59] Lene Østermark-Johansen
Det er stærkt producerende kvinder, der jo selvfølgelig også skriver for at tjene penge. Mary Elizabeth Braddon er ikke gift, lever ligesom George Eliot kontroversielt med en gift mand, føder hans børn, men da han er gift og ikke kan opløse sit ægteskab, så tjener hun sine egne penge for at forsørge sig selv og børnene. Og romaner betales forholdsvis godt fra 1860'erne og frem. Så Mary Elizabeth Braddon formår, kan man sige, både at skrive en masse romaner, men også at grundlægge et tidsskrift, som ligesom bliver et organ for den slags romaner, hun og nogle af hendes kolleger skriver, således at hun er sikret, at litteraturen kommer ud.
[15:00 - 15:16] Cathrine Pape
Ja, det var smart. Det her emne er simpelthen så spændende, Lene, og vi kunne blive ved, men vi er desværre ved at være der, hvor vi skal runde af. Men jeg ved, at du har nogle anbefalinger til, hvis nu man gerne vil læse mere om perioden, eller mere der er skrevet i perioden.
[15:17 - 15:43] Lene Østermark-Johansen
Altså, jeg tror, hvis jeg skulle anbefale tre fantastiske romaner, skrevet af engelske kvindelige forfattere, så tror jeg faktisk, at jeg ville anbefale Anne Brontës The Tenant of Wildfell Hall, som på dansk hedder Fruen på Wildfell Hall. Skrevet i 1847, og en nådesløs skildring af et ægteskab under opløsning, men også en skildring af en meget, meget stærk kvinde, der tager livet i egne hænder og grundlægger et nyt liv for sig selv og sin søn.
[15:44 - 16:26] Lene Østermark-Johansen
Jeg ville anbefale en af Mary Elizabeth Braddons første romaner, den, der hedder Lady Audley’s Secret, altså Lady Audleys hemmelighed fra 1862, som på mange måder gør op med ideen om hustruen som englen i huset, the angel in the house, en term, der bliver grundlagt af Coventry Patmore, der skriver et langt digt om den ideelle hustru. Det er en roman, der falder inden for den genre, man kalder for sensation fiction, og som har en masse forskellige plot twists og plot-overraskelser, og som i virkeligheden også spiller på ret utraditionelle kønsstereotyper, samtidig med at den udfordrer the angel in the house. Så Mary Elizabeth Braddon, Lady Audley’s Secrets, er rigtig god læsning.
[16:26 - 16:48] Lene Østermark-Johansen
Og så vil jeg sige George Elliots Middlemarch, hendes kæmpestore 700-sider lange roman fra 1872, som skildrer et landsbysamfund i begyndelsen af 1830'erne, på godt og ondt, med konflikter på stort plan, på småt plan, og en utrolig psykologisk dybde og indsigt er stadigvæk fantastisk læsning.
[16:49 - 16:56] Cathrine Pape
Ej, men altså, du fortæller om den så dragende, så jeg får helt lyst til at gå hjem og læse. Tusind tak, fordi du ville være med her i dag, Lene.
[16:57 - 16:58] Lene Østermark-Johansen
Det var en fornøjelse.
[16:59 - 17:07] Cathrine Pape
I dagens episode nævnes romantikken som litterær periode. Hvis det er et emne, du gerne vil vide mere om, så vil jeg råde dig til at lytte til episoden Romantikken en bevægelse mod naturen, hvor jeg har Robert Rix i studiet til en snak om netop romantikken.
[17:13 - 17:23] Cathrine Pape
Du lyttede til Vi elsker eksperter, en podcast produceret på Institut for engelsk, germansk og romansk på Københavns Universitet.